Samfundsansvar
JYSK er en international koncern, som tusindvis af kunder og medarbejdere er i kontakt med hver eneste dag. Det forpligter. Vi køber store mængder varer fra leverandører i hele verden, og vores handlinger påvirker vores omgivelser. Vi vil være en samfundsansvarlig detailvirksomhed, og vi forventer og kræver den samme holdning fra vores leverandører. Vi kontrollerer vores leverandører og deres produktionsprocesser – både anmeldt og uanmeldt – for at sikre, at vores kontraktlige aftaler omkring sociale og miljømæssige standarder bliver fulgt.
Forandring kommer ikke fra den ene dag til den anden. Og forandring kommer slet ikke ved at vende ryggen til problemerne. Hvis en leverandør begår fejl, vil vi derfor hellere som udgangspunkt holde fast i leverandøren og hjælpe vedkommende med at forbedre sig. Kun hvis vi involverer os, er vi med til at præge udviklingen i en positiv retning.
Vi er medlem af the Business Social Compliance Initiative (BSCI), et fælleseuropæisk samarbejde om kontrol og uddannelse af leverandører. BSCI kan betragtes som en operationalisering af vores Code of Conduct. BSCI støtter the International Labour Organisation og FNs Global Compact.
Alle kontrolsystemer kan naturligvis have huller, og der kan ske fejl og misforståelser, så vi kan desværre ikke udstede garantier på, at alle vores krav bliver fulgt til punkt og prikke hos alle vores leverandører i hele verden hele tiden. Men vi kan garantere, at vi er vores ansvar bevidst og systematisk arbejder på at forbedre forhold og processer i samarbejde med vores leverandører.
Vores Code of Conduct bygger på FN Global Compacts 10 principper for virksomheders samfundsmæssige ansvar.
